Søg her

Facebook del 5 - Slet din profil

Opdateret 16/7/2020

Det er svært at finde ud af, hvordan man kommer til at slette sin profil på facebook. Denne video viser dig både hvordan du kan deaktivere din konto, og hvordan du kan slette den helt.

Afspil video Ved afspilning lagrer YouTube markedsføring-cookies på din PC

I bunden af videoen kan du vælge undertekster og du kan vælge at se videoen i en højere kvalitet og i fuld skærm.

Sådan gør du - trin for trin

At deaktivere sin Facebook profil

At deaktivere sin profil, betyder at din profil bliver utilgængelig på Facebook. Når den er deaktiveret kan ingen besøge din profil.
Når du nøjes med at deaktivere din profil, kan du altid fortryde. Hvis du fortryder genåbner Facebook din profil og alt dit indhold.

For at deaktivere din profil skal du gå op i den blå bar, og klikke på den lille pil længst til højre. Her vælger du "indstillinger".
Når du er kommet ind i indstillinger, skal du i baren til venstre trykke på "sikkerhed".
Længst nede på siden står der "deaktiver din konto", her skal du trykke. Dette åbner et tekstfelt, og her skal du også trykke "deaktiver din konto".
For at komme videre, skal du nu indtaste dit kodeord til facebook. Herefter trykker du "fortsæt".

Før du kan få lov til at deaktivere din facebook profil, er du nødt til at angive en årsag.
Alt efter hvad du angiver, vil der komme forskellige bokse frem hvor facebook vil forsøge at overtale dig til at lade være med at deaktivere din konto. Du skal blot trykke i krydset i højre hjørne for at lukke boksen.

Når du har angivet en årsag, er det også en god idé at sætte flueben i boksen ved siden af "frameld e-mails fra facebook", for at undgå at Facebook sender dig mails.

Til sidst kan du trykke "deaktiver". Herefter kommer en ny boks frem, hvori du skal trykke "deaktiver nu".

Din facebook profil er nu deaktiveret. For at genaktivere den, skal du blot logge på igen som sædvanligt. Indtil da kan din profil ikke tilgås på Facebook, og dit indhold vil ikke være synligt.

At slette sin Facebook profil helt

Facebook gør sig meget umage for, at man ikke skal slette sin profil. Derfor er der endnu ikke en "slet min profil" mulighed som kan tilgås direkte fra dine egne facebook indstillinger.
Det er dog muligt at slette sin profil endegyldigt, så alt dit indhold forsvinder. Gør du dette, så kan du ikke fortryde igen.

Du skal indtaste adressen:
https://www.facebook.com/help/delete_account
(eller blot klikke på linket ovenfor)
Hvis du ikke allerede er logget ind på facebook, skal du logge ind nu.

Nu er du på siden hvor du kan slette din profil. Her skal du trykke "slet min konto".

Det vil åbne en boks med overskriften "slet konto permanent".
Du skal nu skrive dit kodeord i det første felt.
Nedenunder ser du en boks med forvredne tegn. Dem skal du indtaste i det nederste felt. Dette er for at sikre at det ikke er et computerprogram eller en robot der er ved at slette din profil.
Hvis du ikke kan læse hvad der står, kan du vælge at få et nyt billede, eller at få tegnene læst højt.

Når du har indtastet det hele korrekt, trykker du på "ok".

Så er din konto slettet.